Blog . AiConcept » Personlig pleje, Udvalgte » Hvad indeholder en fugtighedscreme?
Hvad indeholder en fugtighedscreme?
Butylhydroxyanisol, Benzophenone-1, Methoxycinnamate, Propylparaben. 
Hvis man ønsker at tjekke ingredienslisten i sin fugtighedscreme eller andre produkter til personlig pleje, så kræver det ofte – ud over en lup – også at latin-egenskaberne er i orden.
Her kan du se en liste over de mest almindelige og mest anvendte ingredienser i en fugtighedscreme:
Vand
Stort set alle cremer er tilsat vand. Vandet bruges hovedsageligt som opløsningsmiddel. Mængden af vand afgør desuden også cremens konsistens. Jo mere vand cremen indeholder, jo tyndere er den – som hovedregel.
Derudover findes der også en række andre opløsningsmidler og hjælpestoffer, så som alkohol. Disse hjælpestoffer tilsættes bl.a. for at gøre vand og olie blandbare – således at cremen ikke skiller.
Fedtstof:
Fedtstoffer tilsættes for at beskytte huden. Fedtstofferne danner en film, som nedsætter fordampningen fra huden. Dermed bidrager de til at bevare hudens fugtighed. Derudover blødgør de huden og giver en fornemmelse af glat hud.
Fedtstofferne kan være mineralske olier som paraffin og petrolatum. Det kan også være vegetabilske olier som sheasmør, frøolier eller mandel- og sojabønneolie. Certificerede naturcremer må ikke indeholde mineralske olier, men det er generelt en god ide at undgå cremer med mineralske olier – da de er spildprodukter fra industrien – og dermed den ringeste kvalitet man kan benytte i fugtighedscreme og andre produkter til personlig pleje.
Filmdannere:
Udover fedtstofferne er mange af cremer også tilsat forskellige former for voks – eksempelvis bivoks (Cera Alba) eller mere eksotiske former som voksen fra den sydamerikanske carnaubapalme. Ligesom fedtstofferne danner voksen en beskyttende film på huden.
Stoffer med forskellige kemiske egenskaber tilsættes fugtighedscremen. Stofferne binder vandet – og huden bevarer fugtigheden længere.
Et eksempel på en fugtighedsgiver er Glycerin, som er en hyppigt anvendt og god fugtighedsgiver. Glycerin kan udvindes af olier og fedtstoffer fra planter, og bruges derfor også i naturlige og certificerede produkter.
Emulgator:
Emulgator blander vand og olie, så cremen bliver fin og ensartet. Et eksempel er xanthan gum, som samtidig er med til at stabilisere cremens konsistens.
Konserveringsmiddel:
I alle cremer kan der opstå bakterier, og det er derfor nødvendigt at tilsætte konserveringsmidler, som dræber bakterierne og forlænger cremens holdbarhed.
Der findes en lang række forskellige konserveringsmidler – f.eks. de forskellige parabener samt en række stoffer, der fraspalter formaldehyd. Andre stoffer kan også benyttes som konserveringsmiddel – f.eks. naturlige æteriske olier.
De forskellige typer af konserveringsmiddel har alle deres fordele og ulemper. Parabenerne er f.eks. under mistanke for at være hormonforstyrrende og de æteriske olier kan fremkalde allergi. Det afhænger dog af, hvilke specialister man spørger. F.eks. mener mange specialister, at ethyl- og methylparaben er ufarlige, andre mener, at paraben-skrækken er overvurderet, og andre igen mener, at man primært skal holde sig til f.eks. æteriske olier. Du kan her læse, hvad Astma-Allergi Danmark siger om parabener.
Antioxidanter:
Antioxidanter er, ligesom konserveringsmidlerne, med til at sikre holdbarheden af cremen. Antioxidanterne forhindrer samtidig, at cremen bliver harsk. Antioxidanterne kan f.eks. være tocopherol (Vitamin E), eller BHA (Butylhydroxyanisol).
Parfume:
Parfume er udelukkende tilsat for at give cremen en behagelig duft og har ingen plejende eller beskyttende egenskaber. Parfumen øger derimod risikoen for at udvikle parfumeallergi. Der findes 26 særligt allergene parfumestoffer, der er deklarationspligtige, således at allergikere har mulighed for at fravælge produkterne.
Farve:
For at få cremen til at se indbydende ud, tilsættes der ofte farvestoffer. Ligesom parfume, har farvestofferne ingen plejende virkning på huden, og generelt øger farvestoffer risikoen for en allergisk reaktion. De fleste farvestoffer kan kendes på betegnelsen CI (color index) efterfulgt af et 5-cifret nummer.
———-
De 4 navne i overskriften dækker i øvrigt over følgende:
Butylhydroxyanisol er en antioxidant, som ofte benyttes i kosmetik.
Benzophenone-1 og Methoxycinnamate er begge UV-filtre, som bl.a. benyttes i solcreme og anti-rynkecreme.
Propylparaben er et konserveringsmiddel – som benyttes i mange produkter – både shampoo, kosmetik, medicin, cremer etc.
Filed under: Personlig pleje, Udvalgte



Nye kommentarer